onsdag, juni 07, 2006

6½ time og 500km

Søndag d. 4/6

Gennemsnittet var ikke prangende, men det blev en hyggelig tur hvor jeg for første gang i lang tid fløj lidt på må og få og nød udsigten og friheden ved at svæveflyve. Dagen startede med store ambitioner om 540 km (deklareret) - nogle havde sågar skrevet 760 km ud. Der var lovet 1700-1800 m og fine CU. Både højden og massive CU udeblev og da jeg fik startet så det tyndt ud mod første vendepunkt og på radioen kunne man høre folk klage sig over trekantede bobler og u-indfriede forventninger.

Det blev dog væsentlig bedre med både CU og 1.000-1.200 m.

Første ben skulle gå til Danish Crown nord for Horsens, men allerede ved Brædstrup lavede jeg dages planer om og besluttede mig for at flyve med på Diko opgaven (378km) der denne gang startede fra Christians Hede. Som så sagt, så gjort, og mens jeg arbejde mig tilbage til Chr. Hede blev forholdene bedre og jeg kunne starte ud i fin stil og glide til Tamdrup og op til Silkeborg inden jeg skulle kurve for alvor. Sidevinds-benet op til Arden gik ok, selv og jeg endte lidt lavt lige syd for Arden. Det tog nogle minutters famlen inden jeg fik fat i boblen og kunne få vendt Arden.

Mod syd så det nu tyndt ud, og af en eller anden grund var jeg bare ligsom ikke gearet til konkurrenceflyvning den dag. Der stod en flot skygade mod NV og det lokkede lidt. Det er ikke så tit jeg flakker rundt på må og få på de kanter, så jeg lod konkurrence være konkurrence og fløj mod NV og nød udsigten til Aalborg og Limfjorden der lå for fødderne af mig. Jeg cruisede afsted i 1.100 m uden at kurve næsten helt op til Løgstør.

Mod SV stod skyerne nede omkring Skive og jeg vurderede og regnede på om jeg kunne glide hele vejen derned over Limfjodsområdet (ca. 45 km). Det ville blive snært, så jeg droppede det og begyndte at bevæge mig ned over Aars mod Møldrup og Viborg. Der var kun meget få skyer, men de der var gav som forventet og det gik overraskende hurtigt med at komme helt til Skinderholm. Herefter drejede jeg næsen op i vinden og begyndte på noget skygaderæs. De næste par timer bød kun på få fuldkurver, som var ganske unødvendige. 2 glid på henholdsvis 101 og 99 km, med 3 fuldkurver imellem, udgjorde resten af turen der fra Skinderholm gik til Linde nordvest for Holstebro, Hammer flyveplads, Vildbjerg og hjem til Skinderholm.

Det var en fin, meditativ dag. Ren afslapning og hyggeflyvning.

Fly: LS-8, "V"
Tid: 6:36
Maks. højde 1.100 m
Distance: 503km
Stig: 1.6 m/s