tirsdag, juli 18, 2006

Tørtermik og lange glid


Så blev det søndag d. 16/7 og det passede med at jeg kunne komme ud at flyve. Det gode flyvevejr var startet allerede om torsdagen med dybblå himmel og de hvideste CU'er jeg længe havde set. Her vil jeg lige indskyde at det er min opfattelse at svæveflyveres hukommelse er meget selektiv og specielt langtidshukommelsen er meget tvivlsom. Nuvel. Om lørdagen havde jeg noget have- & familiepleje der havde 1. prioritet og social aktivitet fra sidst på eftermiddagen gjorde at den dag foregik på jorden. Selvfølgelig til spredte CU i 6500'. Sociale aktiviteter skal passes.

Men tilbage til starten, søndag. Luftmassen var imidlertidig blevet meget tør så svalende CU'er måtte jeg kikke længe efter. Denne dag havde jeg valgt at starte fra Skinderholm. EC var klar med 100L vand og jeg rykkede ud i sratkøen til en af de første ikke-skolings starter omkring middag. Da jeg startede var køen bag mig allerede voksen med 10 fly. Så gik starten og BANG, i 300m røg sprængstykket. Jeg kunne se startkøen bare voksede så jeg bed fast med næb, negle og kløer i det mindste løft jeg kunne finde. Jeg lovede mig selv at være artig hvis bare der kom noget løft. Efter at have været "nede" og samle boblen op fik jeg da også ordentlig fat og kom i lidt mere afslappende højde. Dvs. ca. 400m. Så kunne jeg glide til et mere markant boble markeret af Ove H. en sin nyerhvervede gamle K6'er.

Herfra gik turen ned til Kølkær hvor jeg skulle mødes med drengene (Arne AB, Morgens MO, Niels EX og hvem der nu ellers var i luften - en stor familie). Vi havde skrevet en stor opgave ud (500km+) men havde dog nok på fornemmelsen det var rimelig ambitiøst. Men nuvel, vi skulle da afsted. Vi kunne tærskle i ca. 1300m. Første ben gik mod Østbirk og derefter skulle vi nordpå mod Frisenborg. Det er altid lidt spændende med tørtermik. Vi kunne fornemme at der var vitaminer i luften men hvor langt østpå og nordpå det gik var lidt noget gætteri. Mogens var gået noget før og havde været lavt oppe mod Frisenborg. Det lugtede vidst lidt af benzin!.

Det gik i bund og grund meget godt med et snit lige omkring 100 km/t. Vi fik endda kontakt med Mogens efter ca. 120 km. EX smuttede fra os, men det burde han også med 18m!. Så det var rigtig nok. Ved Frisenborg var det lidt tyndt, men vi fik vendt og kæmpede os mod Tørring. Arbejdshøjden var 900-1500m. Mod syd begyndte nu meget små CU at poppe. Vi taler her 1/32 eller 1/64 CU, men de var der - i ca. 1800m. Vi blev fristet og enige om at flyve udeklareret og satte Toftlund i som vendepunkt. Derefter ned i gennem tragten. Der var fine små CU (stadig kun 1/32) i Billund TMA, men mod syd blev det blåt igen, på nær langt mod syd. Var det mon nord eller syd for Toftlund? Det måtte undersøges. Skrydstrup var som altid felksible med tildeling af luftrum og vi fik lov at flyve direkte derned fra Vejen i 4.000'. Kort efter vi havde meldt ind i Skrydstrup kaldte flyvelederen op og sagde han kort forinden havde snakket med en svæver over Toftlund som lå i 6.000'. Så fik pinden lige et tryk mere. Lige ved siden i af vendepunktet i 800-900m fandt vi boblen som tog os til 6.000+' med 2,5 m/s. Herligt. Herefter et tak til flyveleden med besked om at nu gik turen nordpå igen. En enkelt bobel mere i Billund TMA gav mulighed for at glide gennem tragt- og transit området uden problemer. På det tidspunkt var AB kommet 5 km foran, men en lidt bedre bobel til EC kort efter udlignede den forskel og vi mødtes igen over Christian Hede. Dagen var ved at være brat til ende og vi blev enige om at vende næsen hjemad. Herfra gik turen hjem mod henholdsvis Arnborg og Skinderholm. 2 fuldkurver i 350m over golfbanen ved Ikast gav slutglidshøjden.

Det var en herlig tur. Det blev til 346 km med 96 km/t.

Fra tirsdag d. 25/7 til lørdag d. 5/8 er der Sun Air Cup (SAC - http://sunaircup.dk. Så skal EC luftes igen. I det omfang jeg kan overkomme det vil jeg prøve at skrive lidt om konkurrencen.