onsdag, juni 30, 2010

Too much excitement for one day

Sikke en dag. Det hele startede i ro og mag med tidlig op, bad, morgenmad og lidt klargøring.
Så skal vi til og på flyvepladsen. Batterier, loggere, grej og bilnøgle smides bag i bilen og der smækkes. Hov, hvad var det - bagagesmækken låser. Jeg har gjort det. Låst min bilnøgle inde netop som vi står og skal afsted. ARGGGGHHHHHHH.
Nuvel. Ole og jeg bliver tilbage på pensionatet og vi overvejer at smadre en rude.

Vi besinder os og istedet kører vi til den lokale VW forhandler og beklager vores nød. Vi har taget en lokal slovak med som så "uheldet" og kunne hjælpe med at forklare. Nu viste det sig Ole have et ES gemt i ærmet. Russisk!. Ole begyndte at plapre løs på russisk og det kunne slovakkerne bedre forholde sig til. Velankommet med hvinende dæk til VW gjorde vi rede for situationen. De tog det lidt for afslappet og bekendtgjorde at VW kunne godt hjælpe - men måtte ikke. Det var jo ikke sikkert det var min bil !!!.

Vi overvejede igen rudeløsningen. En ny rude kostede 200 EURO og de havde ikke nogen på lager.

De var dog hjælpsomme og ringede i stedet til "en ven" som de sagde de ikke ville kende noget til. Hvad der skete herfra måtte være mellem ham og jeg. Tak til VW Prievidza.

Den lokale Egon Olsen mødte op efter 20 minutter, og derfra tog det ham kun 30 sekunder at åbne bildøren. Hermed kan vi konkludere der er Franz Jager teknik i VW Passat låse. Alarmen gik ikke engang.....
Jeg fik min nøgle. Egon fik 50 EURO og så gik turen til flyvepldsen.

(Egon i arbejde)

Ole og jeg samlede og klargjorde EC på 15 minutter og så nåede vi briefing i ro og mag.

Flyvningen i dag var første officielle træningsdag. Vejret bød på CB'ere og tørtermik i skøn blanding. Luften var højeksplosiv.

Opgaven var en AAT: 087CIG, 183POL, 161KHO, 197DUN, 078BYS og hjem til Prievidza. Pga. vejret var tiden kun 2:45. Starten blev udsast flere gange. Allerede inden start var der CB'ere der skød højt op i atmosfæren. Spændende. Hver sektor var på 10 km radius.

Vi startede ud og kæmpede os til 2000m GND i SVAG tørtermik. Hele std.klassen lå og lurede og kl. ca. 14 gik der hul på bylden. Det var også med at komme afsted og hjem inden det hele overudviklede. Jeg gik 14:11 sammen med JB. Vi skiltes dog hurtigt og jeg fulgtes med ca. 10 andre std.klassefly mod 1. VP. Her stod dagens første CB allerede og skærmede af. L4 og 1F var startet ca. 25 før og kunne allerde melde og udfordringer med at komme ind i sektoren (vi havde fælles 1. sektor).
Jeg holdt mig højt og kunne vende i regn ca. 1 km inde i sektor. Det var muligt at forlænge turen ved at tage den sydlige del af sektoren, men da det var "kun" var træning og jeg gerne ville mod nord og, over bjergene før det lukkede af, vendte jeg.
2. sektor 30 km nord martin blev vendt uden problemer og så¨gik turen mod 3. sektor (vest for Chopoc) der lå i det sorteste CB-vejr. Jeg valgte at vende i sikker højde og dermed knap så langt inde som optimalt. Jeg ville gerne ud igen uden at skulle til af fiske på bakkerne.

Turen hjem via 4. sektor var ret straight-forward og jeg fik vendt sidste sektor mod syd helt på bagsiden. Jeg var hjemme 25 minutter for tidligt med ca. 111 km/t. Det bliver desværre reduceret til 2:45. En fantatisk dejlig dag,.

Der var stor spredning i feltet og nogle kom sent hjem.

JB havde også en spændende tur efter vi skiltes, men sprang 3. VP over. Det er kun træning og udl. var ikke lige noget vi satsede på. Danske JB hedder her JBI da en lokal pilot også flyver en JB - med fortrinsret.

Thorsten og Rasmus arbejde sammen men blev som sagt holdt op af CB ved 1. VP. Thorsten valgte at "udelande" og vendte om inden han kom ind i sektoren. Igen var strategien ikke at lande unødigt ude på en mark. Der er altid en risiko for en bule.

Rasmus fik vendt på 1., 2. og 3. VP men kom ikke ud i godt vejr efter 3. VP og landede på Martin. Han fik med det samme et slæb og var, med smil på læben, i tvivl om, om loggeren overhovedet havde registreret han var der.

Lad os se om hjemmesiden (http://www.wgc2010.sk/index.php/en/tasksresults) får nogle resultater i løbet af aftenen.

Aftenen sidste kuriositet er Rasmus der har været ude på jagt. Han skød et par duer der trænede til åbningsceremonien.

.


En god dag.

/Skov